37 (Spillefilm)

New York Times bragte den 27. marts 1964 artiklen '37 Who Saw Murder Didn't Call the Police'. I artiklen beskrev avisen hvordan 37 borgere i Queens-bydelen i New York havde været vidner til et brutalt mord på nabopigen Kitty Genovese uden at reagere trods ofrets råb om hjælp. De 37 naboer havde enten set eller hørt hvordan Genovese først var blevet dolket 17 gange af hendes morder, Winston Moseley, hvorefter han havde voldtaget hende. Ingen af naboerne kunne efterfølgende give en forklaring på hvorfor de ikke havde reageret. Kortfilmen "37" handler om hvad der skete hjemme hos to af vidnerne den nat, hvor Kitty Genovese blev myrdet. Jack Bernstein (George S. Irving) er gammel, hans helbred er dårligt og han kan ikke falde i søvn. Florel Bernstein (Lynn Cohen) varmer mælk op til ham, men han foretrækker at læse sin avis i fred og ro. Florel prøver at få Jack til at gå i seng, men hendes ord drukner i skrig fra gaden. Jack går over til vinduet, for at se hvad der foregår. Deres daglige rutine er for alvor ændret.